| Jeg er uddannet beklædningsdesigner fra Designskolen i Kolding i 1995, og arbejdede indtil 2002 i tøjindustrien som designer. Efter 7 år i branchen havde jeg behov for at prøve noget nyt, så i 2002 skiftede jeg job. Jeg er nu hovedsalig underviser på Den Skandinaviske Designhøjskole, hvor jeg er tilknyttet deres beklædnings og textil linie. Derudover arbejder jeg i perioder som freelancedesigner.
Jeg maler med akryl og bruger ekstra effekter så som kaffe, kridt, lak, aviser, foto ol. På det seneste er jeg som noget helt nyt begyndt at arbejde med serigrafien i maleriet. Det er en metode som giver maleriet en helt ny dimension. Malerierne er i en vis udstrækning forsat abstrakte, men nu får serigrafitrykket og farven derpå en stor rolle for kompositionen. Jeg arbejder mere grafisk med tryk og opmalede motiver end i mine tidligere malerier. I denne form for maleri får ens digitale fotos en ny form for udtryk og Photoshop bliver ens nære ven. Ellers er min inspiration velkendte elementer som, lyset, dybden, farverne, strukturen og stofligheden. Jeg arbejder ofte på malerierne over en længere periode, da de bygges op af flere lag for at få dybden, lyset og stofligheden frem. |
